Fra fredag den 9. april til tirsdag den 14. april har jeg været på påskeferie i intet mindre end hypermoderne Shanghai – Kinas befolkningsmæssigt største by med 18 mio. indbyggere samt masser af skyskrabere! Sammen med Ea, Bama, Ann-Charlotte og Kenneth tog jeg torsdag aften på en 1498 km lang togrejse. Vi havde fået billetter på hardsleeper (hvor man faktisk ligger ganske behageligt) til ca. 250 kr. pr. vej. Efter lidt hygge i togets fællesgang, som blandt andet indebar tørrede søde kartofler, som jeg har udviklet en mildt afhængighed af, og snak med en nordkineser (man kommer faktisk ganske langt med lidt kinesiske gloser og kreative fagter) lagde vi os til at sove i vores respektive kupéer – og 10½ time senere vågnede vi til solopgang over Shanghai!
“Undskyld, hvor ligger...?”
Den første dag blev lidt kaotisk. Vi havde ikke helt fået planlagt vores rute, hvilket nok er en smule naivt i en storby som Shanghai. Det meste af dagen gik derfor med at vandre rundt og prøve at orientere os, men det er selvfølgelig også en måde at få set byen på. Blandt andet passerede vi Kinas højeste skyskraber, som er én af de højeste i verden: Financial Center, som med sine 100 etager strækker sig langt op i himlen. På en tåget morgen kunne vi ikke engang se toppen af bygningen. Ea og jeg tog senere på ugen op i skyskraberen. Vi fik lov (eller hvad man skal kalde det) til at gå til 55. etage, og det var lige før jeg kunne mærke bygningen gynge!
Sent på eftermiddagen lykkedes det os endelig at finde frem til vores oprindelige mål: en sejltur på floden Huangpu, som snor sig gennem Shanghai. Det var en dejlig tur med en smuk udsigt: På den ene side lå The Bund, Shanghais berømte havnepromenade med forskellige halv-gamle, halv-kommunistiske flotte bygninger; på den anden side strakte de hundredmeter høje skyskrabere sig mod himlen i Pudongområdet – Shanghais nyeste bydel, som også er der hvor vi havde indkvarteret os på det hyggelige Beehome International Hostel.
Inden sejlturen havde vi fået os en gang lækker gademad (de af os som lystede det, i hvert fald), og været en ca. 3 minutter lang tur gennem en neonoplyst The Bund Sightseing-tunnel – som vist egentlig bare er en måde at lokke penge ud af turister på.
Dagen sluttede med en hyggelig aftentur. De tre andre ville tage en taxa hjem (det viste sig dog, at det er temmelig svært at få fat på en taxa i Shanghai), mens Ea og jeg tog på jagt efter metroen. Efterhånden som mørket faldt på blev udsigten over byen flottere og flottere. Det kan godt være, at det ikke gør noget for CO2-udslippet med al den oplysning – men flot, det ser det altså ud med alle de lysfyldte bygninger!
Lige som vi nærmede os metrostationen mødte vi en kineser (“Jay”?), som inviterede os op at se en udstilling af kinesisk kunst, som han havde været med til at samle. Det var rigtig fine malerier, og det var spændende at få lidt viden om den kinesiske kunst og dens symboler. Som en venlig gestus gav han os hver et stykke rispapir hvor han skrev vores navne og et ønske for os med kalligrafi :) Vi endte da også begge med at have et lille kinesisk maleri til 120 kr. under armen. Flotte er de!
En tur i den gamle bydel
Er man interesseret i gammel kinesisk arkitektur, er Shanghai ikke det oplagte valg. Her bygges på livet løs og nyt fortrænger gammelt; i 1990'ernes byggeboom blev der brugt så mange kraner i Shanghai, at der var mangel i resten af Asien. Desuden har Shanghai længe været en international by delt mellem forskellige fremmede magter; man kan derfor finde både franske, italienske, russiske m.fl. bygninger i Shanghai, mens de traditionelle kinesiske, som man ser dem i Beijing, ikke lige er til at få øje på. Og dog! Lørdag, vores anden dag i den store by, brugte vi nemlig i den såkaldte gamle bydel. Mens resten af Shanghais centrum før 1949 var delt mellem fremmede magter, forblev denne bydel under kinesisk lovgivning og administration, og her boede (fortrinsvist) kineserne. Denne bydel findes stadig, så vi fem tog på udflugt ned af de smalle gader. På den turistede hovedgade i Den gamle Bydel blev der solgt alt lige fra jadesten til spisepinde, Maos Lille Røde og plakater med halvnøgne damer fra Shanghais prominente 1920'ere og 30'ere fra små forretninger i look-alike-Chinese-style bygninger. Vores udflugt endte i Yuyuan garden, en smuk gammel kinesisk have med vandløb og karper, små hjemmelavede bakker og flotte pavillioner. Haven er konstrueret i en nærmest veneziansk stil med mange små åløb, og må bestemt have været kilde til megen god afslapning og meditation for dens oprindelige ejere. Inden Kina blev en kommunistisk Folkerepublik i 1949 var haven privat ejendom for en prominent familie, men er efterfølgende blevet folkets ejendom - og en velbesøgt turistattraktion.
Om aftenen var vi et smut ude i Shanghais natteliv, på MAO Club. Da shanhajerne tilsyneladende går temmelig sent i byen (da kl. nærmede sig to var der stadig ikke rigtig liv på clubben), blev det dog ikke så vildt igen – vi skulle jo forholdsvist tidligt op og have noget ud af den næste dag!
People's Square, Propagandamuseum og kinesisk akrobatik
Søndag splittede vi os op fra morgenstunden: Mens A.C., Kenneth og Bama tog en tur i Shanghai-akvarium og op i det høje space-agtige TV-tårn, tog Ea og jeg subwayen til People Square, hvor målet var en tur på Shanghai Museum; et stort museum med mange historiske samlinger; bl.a. gamle mønter, jadefigurer, kinesiske ”Ming”-vaser (jeg ved ikke hvorfor vi kalder dem det, for der er jo mange af vaserne som ikke er fra Ming-tiden..), kinesisk kalligrafi, flotte gamle møbler og skulpturer. På vejen derhen kom vi også lige igennem en undergrund indrettet som det gamle Shanghai i 30'erne. Efter museumsbesøget og et en snak med forskellige kinesere (især de kinesiske turister var meget interesserede i at snakke), havde vi heldigvis lidt tid inden vi igen skulle mødes med de tre andre. Vi fandt en lille madbod, købte os nogle lækre pandekager med nudelfyld samt en pizzalignende ting, og slog os så ellers ned i det fantastiske vejr i Renmin Park – Folkets Park, for at betragte liv og stemning. Ahh!
Efter maden mødtes vi med de tre andre, for at tage ud til French Concession – en fransk bydel i Shanghai. Ifølge Lonely Planet og Rejsen Rundt i Kina – vores højt elskede guidebøger – er dette en af hightlights'ne i Shanghai. Måske var det fordi vi ikke havde den præcise adresse, måske er det fordi ingen af os rigtig ved, hvordan franske bygninger helt skiller sig ud fra andre europæiske bygninger - men i hvert fald er vi endnu ikke helt sikre på, hvad det rent faktisk er vi gik rundt og kiggede på. Ikke desto mindre bød besøget i French Concession på et af turens absolutte højdepunkter for mig: Vi besøgte et lille undseeligt museum med kommunistiske propaganda-plakater lige fra kommunisterne kom til magten og til helt efter Maos død i 1976. Det var fantastisk nærmest at kunne ”føle” historien, og se, hvordan plakaterne passer præcis med den udvikling, jeg har læst om mht. kommunismen i Kina; lige fra forholdet til USA og andre kommunistiske lande, til store perioder som Det Store Spring Fremad og Kulturrevolutionen. Meget lærerigt, og jeg synes virkelig at det er fedt, når historie bliver til mere end noget man bare læser om. Når man kommer til at stå midt i blandt den! Jeg har haft det på samme måde andre gange i Shanghai (og Kina): flere steder har jeg set Maos Lille Røde til salg (primært til turister); både som ny, men også i brugte udgaver, hvor ivrige kommunistiske tilhængere har skrevet egne noter i. Jeg har også købt mig et lille billigt Mao-badge med hjem; det købte jeg på min sidste dag i Shanghai, i en lille antikforretning hvor der ifølge Lonely-bogen er en samling af 10.000 kommunistiske badges. Så mange kunne jeg dog ikke ligefrem få øje på..
Om aftenen var der endnu et punkt på programmet: Vi var inde og se akrobatik. Shanghais akrobater skal efter sigende være i verdensklasse, og selvom Kenneth, som dyrker akrobatik, ikke var vildt imponeret, var jeg helt solgt! Jeg synes simpelthen, at det var så smukt opført – underholdende og betagende fra ende til anden. Der var mange forskellige numre, bl.a. diablo, jonglering, linedans, slangemenneske, tallerkenshow, traditionel akrobatik og ”knivkasternummer”. Det hele (undtagen sidstnævnte som var ment som et sjovt indslag) var udført meget smukt og stemningsfuldt – nærmest balletagtigt, synes jeg. Slet ikke på samme måde, som vi ser det i cirkus i Danmark.
I Shanghai bliver der shoppet!
Mandag, som i øvrigt var den eneste dag hvor vejret ikke var så godt, var Bama, Ea, Kenneth og A.C.'s sidste dag i Shanghai. Jeg selv havde fået lov at rykke mit arbejde fra tirsdag til fredag, og havde derfor en ekstra dag i Shanghai.
Nå, men om morgenen var Ea og jeg oppe i World Financial Center, som jeg tidligere har omtalt. De tre andre havde jo allerede set den store by fra oven. Derefter var der ikke meget på programmet, udover et enkelt punkt: Shopping. Som den eneste by i Kina har Shanghai en H&M, og det skulle selvfølgelig udnyttes. Generelt er der masser af vestlige butikker både i Tianjin, men selvfølgelig i særdeleshed i Shanghai. Både Vero Moda, Gucci, Versace o.s.v. o.s.v. Men der er nu intet som gode, gamle, billige H&M. Jeg fik købt mig lidt sommertøj til min gardarobe: Shorts, leggings og en rød langærmet t-shirt. Det kunne klares for ca. 200 kr. Holdets vinden shop-amokker kom, som en lille bonusinfo, af med 10 gange så meget – men kunne til gengæld slæbe en hel taske tøj med tilbage til Tianjin! Mens de andre tog videre for at shoppe en smule mere, inden de skulle med toget tilbage til Tianjin, tog jeg tilbage til hotellet for at få et velfortjent hvil, og planlægge resten af mit ophold. Om aftenen tog jeg med subway'en til People Square, hvor jeg købte mig lidt aftensmad og satte mig for at suge aftenstemningen ind. Shanghai er, efter min mening, fedest om aftenen. Der er noget fortryllende ved de mangefarvede lys, lydene og livet. Shanghai er, mere end noget andet sted jeg har oplevet, i live om aftenen! Efterfølgende vandrede jeg ned af Nanjing Road, den største shoppinggade, med en Sunday Icecream i hånden. Jeg tog et kig i et par magasiner, som ifølge Lonely skulle sælge typiske kinesiske hverdagsartikler (jeg kunne dog kun finde et magasin med tøj), og nød ellers bare aftenen udendørs.
Godt på vej på egen hånd
Tirsdag kom min stedsans så på sin store udfordring – og det gik helt fantastisk godt. Jeg er faktisk efterhånden ved at blive en haj til at finde rundt ;)
Jeg tog toget ud til et område i udkanten af Shanghai – Hongkou. Pga. af afstanden fra centrum var dette område ikke med på vores kort, og jeg måtte derfor navigere efter vejbeskrivelser og kortene på togstationen. Ikke desto mindre fandt jeg alle de steder, jeg havde besluttet mig for at se. Fra togstationen gik jeg hen til Duolun Street, som er en hyggelig utrafikeret gade, hvor der har boet en del vigtige (socialistiske) forfattere i 30'erne, såvidt jeg lige husker, samt nogle Kuomintanggeneraler. Jeg slentrede ned ad gaden, som bød på forskellige små attraktioner: En kristen kirke, som udmærker sig ved at være bygget i traditionel kinesisk stil; forretningen med de efter sigende mange tusind Mao-badges samt andre kommunistiske artikler; en hyggelig café indrettet i 30'er-stil. Her slog jeg mig ned med en tallerken Rice Deluxe og en kop te, for at se på en kinesisk 30'er-film. Der var ikke undertekster på, men derfor var det nu stadig meget skægt.
Efterfølgende gik jeg videre til LuXun-park, opkaldt efter forfatteren LuXun som er meget respekteret i Kina (for at have opmuntret folket til at kæmpe med japanerne?). Det var, som jeg havde læst mig frem til, en virkelig flot park med massevis af forskellige træer og planter, broer, stier, en kæmpe sø, å-løb, parkarealer m.m. Som man så ofte oplever det i kinesiske parker, var der masser af liv og aktivitet: folk fløj med drager, spillede diablo, mahjong, kortspil, spillede musik (inkl. et jazzorkester), eller trænede på det farverige fælles træningsareal. Jeg sluttede mit Shanghai-besøg af med at prøve dette. Skægt :) Inden da havde jeg i øvrigt været et besøg på LuXun's museum, som, selvom jeg ikke rigtig ved noget om ham, faktisk var interessant, og spændende indrettet. Min entre på dette museum var i øvrigt ”typisk” kinesisk (ja, det er selvfølgelig en generalisering men ikke desto mindre noget, jeg før har oplevet): Der var gratis entre på museet; men alligevel skulle man først gennem billetlugen og få en billet, og derefter igennem kontrollen for at blive tjekket for, om man havde fået den – gratis! - billet. Når man tæller med, at der også går arbejdskraft til at fremstille disse billetter, er det efterhånden ganske mange mennesker, som har lavet alt dette ligegyldige arbejde. I Danmark ville man nok bare have vandret igennem i første omgang. I Kina forstår man at få folk i arbejde ;) Der er selvfølgelig også folk nok!
